Senest har en københavnsk borgmester høstet en del kritik for indretning af sit borgmesterkontor og så også sminkning af sit CV. Vi skal ikke her på Find passionen og jobbet diskutere det politiske, for det ville være mere relevant ovre på den politiske blog, men se hvad vi som jobsøgende kan lære af denne sag.
Som jobsøgende er det af yderste vigtighed, at dine kommende arbejdsgivere kan stole på dit CV.
Før internettet blev tilgængelig for alle lå der et stort research arbejde i at gennemskue hvem der havde 'købt' sig til en BA- eller mastergrad. Der findes en del universiteter, som ikke har den nødvendige akkreditering (godkendelse) fra undervisningsmyndighederne, og flere af dem lød rigtig flotte, men var de facto steder som for et mindre beløb udstedte grader i hvad som helst til hvem som helst.
Jeg læste i sin tid en bog af en amerikaner, som havde oplistet disse universiteter, som blev kaldt 'degree mills', og det skabte helt fra starten af en etisk sans for, at den slags bare ikke var værd at bruge penge på.
Som jobsøgende har vi de kompetencer vi har, og dem skal vi ikke sætte under en skæppe. Vi skal være klar over hvad vi kan for at kunne sælge os selv til en jobsamtale.
Dog er der kæmpe forskel mellem hvad vi kan ud fra en pragmatisk synsvinkel og så det vi har taget en akademisk grad i. Ikke at den pragmatiske erfaring er spor mindre værd, tværtimod. Det kræver bare, at man er ærlig om hvilken viden man har tilegnet sig ad andre veje, og hvilke der er høstet via en plads som studerende på et universitet.
Jeg vil altid anbefale folk at kigge deres CV løbende igennem. Se med nye øjne på hvad man har skrevet op, og hvordan det er formuleret. Ikke for at pynte på noget som helst, men for at sikre, at man ikke kommer i tvivl om hvad en bestemt uddannelse handler om.
Et praktisk eksempel: jeg er fra en tid, hvor EFG og HHX var først en et-årig uddannelse og dernæst en to-årig uddannelse. EFG'en kaldes i dag HG, og det kan du med fordel liste på dit CV i en parentes som "(i dag kendt som HG)" Du har sikkert lignende erfaringer med andre uddannelser...
Hvis du har tid her i det mange kalder efterårsferien, så lav et grundigt eftersyn på dit CV. Du vil aldrig fortryde, at du fik sat fokus på emnet.
Rigtig god fornøjelse - og måske kan du hente inspiration fra tidligere artikler jeg har listet nedenfor. :-)
Andre relevante artikler om dit CV:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar