Et nyt år er startet, og du er forhåbentlig kommet godt ind i 2016. Et nyt år giver nye muligheder, og nu er det tid til at give den gas. Ikke bare som spredehagl, men direkte og målrettet ansøgning efter det job DU vil have.
Jeg er stor fan af, at man skal finde sin passion, og udleve den. Det har jeg lært af passionscoach Pernille Melsted, som vækkede min store interesse for netop det, at vi ikke skal nøjes med noget her i livet, men derimod finde det vi er gode til. Når vi kan arbejde med de områder, hvor vi er rigtig stærke, skaber vi bare bedre resultater.
På samme måde er det med jobsøgning. Hvorfor skulle du søge et job, der ikke interesserer dig?
Nogle siger straks: "Jamen, jeg skal jo søge to jobs om ugen!"
Helt sandt. Men der er mange forskellige jobs at søge - så hvorfor søge et job, du ville være ked af at få?
Jeg har prøvet at arbejde med noget hvor jeg både var gået ned i løn, men samtidig også bare fik læsset på af opgaver, som ingen før mig kunne håndtere. De tre foregående med samme opgave var gået ned med stress. Og jeg skal hilse at sige, at der ikke kom færre opgaver, da jeg tiltrådte, for nu var der pludselig to meget store opgaver som blev lagt oveni.
Jeg reagerede ikke engang da jeg faldt om efter arbejde en dag i december 2013, men det tog mig næsten to år at vågne op til det faktum, at det havde taget livet af mig, hvis ikke jeg traf mit valg efter en tandrejse til Polen i oktober 2015.
Derfor mener jeg det ganske alvorligt, når jeg siger, at man skal lede efter de jobs man vil have. Ellers bliver det bare aldrig godt.
Lyt til dette råd, og følg det. Du vil ikke fortryde det. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar